Huset på Fuglebæksvej i Ellinge Lyng, bød endnu engang på muligheden for at bygge naturskønt. Denne gang dog ikke i første klitrække, som på Ordrup Næs men, på en smuk grund i en fyrretræsplantage få hundrede meter fra vandet.

På grunden var placeret et meget småt sommerhus opført i 50’erne. Huset som ikke længere var tidssvarende og dog alligevel ikke nedrivningsklart, blev bevaret og bygget om til anneks, med fire sovepladser og nyt badeværelse. Det nye hus er indrettet med garderobe, bryggers, to værelser, bad og et stort køkken alrum med loft til kip.

Huset er drejet en smule i forhold til annekset, og de to huse danner tilsammen et solbeskinnet udeareal mod syd vest. I sammenkoblingen mellem de to huse dannes et intimt overdækket gårdrum med udvendig pejs. Det er den store tagflade, som får det nye og det gamle til at hænge sammen. Annekset fik også en ordentlig overhaling, og det er i dag svært at se hvem der var der først.